Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Spar på vandet 

Gode råd
Her finder du gode råd og vejledning til, hvordan du kan nedsætte dit vandforbrug.

I hjemmet 

Luk for vandet, mens du børster tænder/vasker hænder
Der er egentlig ingen god grund til at lade vandet løbe, mens du sæber dine hænder ind eller mens du børster tænder. Du kan spare 4-8 liter vand pr. minut ved at lukke for hanen.


Vask op i balje – ikke under rindende vand
Vasker du op i hånden, så brug en balje. Det samme gælder, hvis du renser grøntsager.


Hav en kande vand i køleskabet
– et alternativ til at lade vandet løbe, indtil det bliver koldt.


Lad opvaskemaskinen om at skylle af
Lad være med at skylle tallerkener, bestik og glas af, inden du sætter dem i opvaskemaskinen. Skrab madresterne af og lad opvaskemaskinen klare resten. Der er ingen grund til at skylle tingene af først. Sæt først opvaskemaskinen i gang, når den er fuld. Har du eco-program, så brug det.


Fyld vaskemaskinen helt op
Fyld vaskemaskinen helt op. Har du eco-program, så brug det. 


Korte bade
Se, om du kan afkorte dine brusebade – og slukke for vandet, mens du sæber dig ind. For hvert minut kan du spare op til 12 liter vand. Undgå karbade.


Stop haner og toiletter, der drypper/løber
Når der er uro på overfladen i toilettet, spilder du 1.100 liter vand i døgnet – og når det løber, spilder du 8.200 liter i døgnet. Vandhaner, der drypper lidt, svarer til et spild på 20 liter i døgnet og hvis hanen løber, bliver det til 270 liter i døgnet.


Brug perlator i bruser og på vandhaner
Skift til sparebruser. Og monter en vandsparer (perlator / en slags filter) på vandhaner. En perlator blander vandet med luft, så du sparer på vandet uden at komforten bliver dårligere. Du kan spare op til 25% af dit brusevandforbrug ved at skifte til en sparebruser – en sparebruser bruger 6-10 liter i minuttet, hvor en almindelig bruser bruger 10-20 liter i minuttet.


I haven eller gården


Brug vandkande frem for haveslange
Vand kun, når planterne virkelig trænger. En vandkande bruger mindre vand end en haveslange. Vand om morgenen eller tidlig aften, så udnytter du vandet bedst.


Saml regnvand
I en tønde eller spand – fungerer selvfølgelig bedst i haver og gårde, men måske kan du også samle regnvand på din altan i en spand.


Drop store udendørs badebassiner
Man kan få rigtig store badebassiner. Der skal rigtig meget vand til at fylde dem op – så lad være. Et meget stort soppebassin på 35.000 liter svarer til et helt års forbrug af vand for en person. Se, om du kan klare dig med et mindre soppebassin og brug de muligheder, vi ellers har: Strande, søer og havnebade.


I øvrigt

Spar på bilvasken
Se, om du kan strække den lidt, hvad angår bilvask. Og brug vaskehallen – den bruger mindre vand end, hvis du gør det selv og her genbruges vandet. Se evt. om du kan finde en svanemærket vaskehal.


Baggrund

Selvom der er masser af vand i den danske undergrund, er der grænser for, hvor meget vandværker kan og må indvinde. Antallet af aktive vandboringer, som Frederiksberg får vand fra, er blevet reduceret de senere år. Man kan heller ikke bare pumpe mere vand op fra de andre boringer, da man kan risikere, at vandstanden i søer og vandløb falder og dermed skade det økologiske system. Der arbejdes på at undgå ressourcemangel fremover, men tidligere tiders forurening, der har aflejret sig i grundvandet, er et stigende problem.

Hvor meget vand bruger du?

Hver dansker bruger i gennemsnit 100 liter vand i døgnet (DANVA).
En familie på 2 voksne og 2 børn bruger ca. 146 m³ vand om året = ca. 7.840 kr.
Det vil sige ca. 1.960 kr. pr. person (2024-priser).
Hvis du ændrer lidt på dine daglige vaner, kan du let spare op til 25% af dit vandforbrug. 

Find os her

facebook twitter inster