search
arrow_drop_down_circle

Optimer - måske: Termostater, der lukker automatisk

Spar penge og CO2

Der findes efterhånden en del intelligente termostater på markedet. Et eksempel er modellen Danfoss Living Eco, som du indstiller vha. et lille display.

Termostaten kan bl.a.:

  • lukke automatisk, når du åbner vinduet
  • indstilles til at skrue ned til fx 16 grader om natten, når du er på arbejde - eller mens du er på weekend eller på ferie

Priseksempel for en lejlighed på 100 m2 med 6 radiatorer

Udgift til materialer
6 termostater à 400,- + fragt = 2.500,-
3 nye ventiler à 200,- = 600,-

Plus udgift til installatør
Løsning A: Installatøren monterer og indstiller alt:  Udgift: Ca. 3.400,-
Løsning B: Installatøren besøger dig for at finde frem til de rigtige termostater, der har den rigtige ventilfatning. Termostater og ventiler får du med posten. Du monterer og indstiller selv. Udgift: 1.500,-
Løsning C: Du finder selv termostattyperne, installerer og indstiller selv. Udgift: 0,-

Du sparer årligt 13% af 9.000,- = 1.170,-
Tilbagebetalingstiden bliver dermed 3-6 år, afhængig af løsningen.

Forklaring til eksemplet:
Danfoss oplyser en årlig besparelse på op til 23%. Det afhænger bl.a. af din nuværende adfærd og hvor gamle dine nuværende termostater og ventiler er - vi har sat procenten til 13 herover.
Danfoss anbefaler en professionel installatør. Du kan dog også selv installere termostaterne vha. vejledninger på deres hjemmeside.
Termostaten koster 350-500 kr. afhængig af den type ventil, der sidder på radiatoren. Du kan sagtens have flere typer ventiler i samme bolig. Nogle ventiler kræver en lille ekstra plastikadapter.
Det er en fordel at udskifte gamle ventiler. Hvis du har returventiler, skal de desuden skiftes, før termostaten virker. Vi har skiftet 3 ud af 6 ventiler i eksemplet.
Du skal i øvrigt skifte batteri hvert eller hvert andet år. 

Andres erfaringer med fx natsænkning

Natsænkning er særligt effektivt i erhvervsbygninger, på skoler o. lign., som står tomme i mange timer. Nogle mener, at temperaturen i private hjem skal være sænket til 16 grader i hele 12 timer, før det kan betale sig.

På fx bolius.dk kan du læse om andres erfaringer med smarte termostater.

Styr alle dine radiatorer på en gang med smartphone, tablet eller pc

Denne løsning kræver, at man anskaffer og installerer en eller flere ekstra små bokse på væggen. Nogle bokse er trådløse og nogle kræver kabel. Du kan styre varmen vha. boksens display eller vha. din mobile enhed. Løsningen kræver som regel en special-installatør til installation og evt. driftsjusteringer.

Eksempler på leverandører: Danfoss, Honeywell, LK, Netatmo, NorthQ, Salus eller Smarthome.



Danfoss Living Eco - et eksempel på en smart (programmerbar) termostat.

Find os her

facebook twitter inster