search
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Indsats mod skybrud og oversvømmelser: Helenevej

Danmarks første nedsivningsvej bliver indviet på Frederiksberg

Som led i vores indsats mod skybrud og oversvømmelser tager Frederiksberg nu et helt nyt våben i brug: en vejbelægning, som vandet siver ned i. Vejen med den nye belægning er den første af slagsen i Danmark.
Indsats mod skybrud og oversvømmelser

Helenevej i Frederiksberg Kommune er noget ganske særligt – det er nemlig landets første klimavej, hvor vandet siver ned i belægningen og dernæst i undergrunden i stedet for – som på en traditionel vej – at lægge sig på overfladen. Det mindsker risikoen for oversvømmelse som følge af skybrud markant.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Forsyning og beboerne på Helenevej. Herudover har Københavns Universitet SCIENCE også deltaget i projektet. Finansieringen er delt mellem beboerne og af klimamidler fra Frederiksberg Forsyning.

Borgmester Jørgen Glenthøj ser frem til de første erfaringer med den nye vejtype.

”Jeg er meget glad for, at vi nu kan høste erfaringerne fra kommunens første klimavej til fremtidige klimaprojekter i kommunen. Derudover er jeg imponeret af borgernes engagement i projektet. Allerede nu har projektet også haft interesse for andre kommuner, og vi forudser, at denne type vej bliver et vigtigt våben i indsatsen mod oversvømmelser,” siger han.

   
Helenevej blev valgt som den første skybrudsvej i kommunen fordi den og de nærliggende ejendomme var hårdt belastet ved seneste oversvømmelse i juli 2011. Samtidig stod vejen foran en større istandsættelse, og beboerne var meget interesserede i at deltage i projektet. Endelig er det en relativt lille vej, der er velegnet til et pilotprojekt.

Vejen bliver officielt indviet den 19. maj kl. 13. Her kommer Frederiksberg Brandvæsen og spuler vand på vejen, så man ved selvsyn kan se virkningen. Formand for kommunens By- og Miljøudvalg Jan E Jørgensen, opfordrer alle interesserede til at lægge vejen forbi:


”Det jeg især glæder mig ved i dette projekt er samarbejdet mellem enkelte borgere, forsyningen og kommunen. Det illustrerer nemlig præcist, hvad der skal til, når vi arbejder med at sikre byen mod skybrud. Vi når allerlængst med konstruktivt samarbejde. Nu skal vi finde de første erfaringer med denne type belægning, og så skal vi se på, hvor meget vi skal bruge den også på de kommunale veje,” siger han. 
Se klip her på TV-Lorry.

 

   

Publiceret: 19-05-2014

Find os her

facebook twitter inster

Hvad synes du om denne side?