Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Arbejde, der går forud for blødt vand, i fuld gang

I slutningen af 2019 kom de endelige aftaler på plads. Det er derfor en realitet, at der skal bygges et nyt vandværk, der kan blødgøre vandet på Frederiksberg.

I 2022 får Frederiksbergs borgere noget, de har ønsket sig, nemlig blødt vand. Men inden da skal der bygges et nyt vandværk, der kan blødgøre vandet. Før selve byggeriet går i gang til sommer 2020, skal byggegrunden og ledningsnettet forberedes til byggeriet. Det betyder bl.a., at der skal fjernes et beskyttelsesrum og omlægges en del forsyningsledninger på grunden, og på enkelte veje i nærheden af Frederiksberg Forsynings grund skal ledningsnettet styrkes.

Forberedelserne er allerede i fuld gang og fortsætter hen over foråret, hvorefter det egentlige byggeri går i gang til sommer. Naboer til Frederiksberg Forsyning kommer derfor til at opleve større aktivitet i området end normalt i det næste lange stykke tid. De må også regne med, at der i perioder bl.a. kan være øget tung trafik, periodevis begrænset til- og frakørsel til området og støj.

Nogle bliver berørt mere end andre, og der vil formentlig være nogle, der ikke mærker noget i hverdagen. Frederiksberg Forsyning vil advisere forud for lukninger og i forbindelse med gravearbejder uden for forsyningens egen matrikel. Det er desuden planen at invitere naboer forbi til orienteringsmøde på et senere tidspunkt.

”Det er et kæmpe projekt, vi er i gang med. Ud over, at det vil betyde, at der kommer blødt vand ud af hanerne i 2022, får vi også et topmoderne vandværk, der indeholder en lang række teknologiske løsninger, som vil gøre vandforsyningen endnu bedre. Så jeg håber, at borgerne vil bære over med generne ved tanken om, hvad der venter forude”, siger projektleder i Frederiksberg Forsyning, Herman Juel.

Hvad kommer der til at ske?

Forberedelser på Frederiksberg Forsynings grund

  • Marts 2020 - påbegyndes fjernelse af beskyttelsesrum
  • Foråret 2020 - påbegyndes omlægning af forsyningsledninger på Stæhr Johansens Vej 38

Etablering af nye vandrør, der skal forstærke ledningsnettet, i forsyningens nabolag

  • Ny vandledning på Stæhr Johansens Vej etableres.
  • Ny vandledning etableres på La Cours Vej.

Tidsplanen for disse arbejder ikke klar endnu. De berørte borger vil blive orienteret i god tid.

Man kan følge med i forsyningens aktiviteter forud for blødt vand på www.frb-forsyning.dk/forudforbloedtvand og læse mere om blødt vand på www.frb-forsyning.dk/blodtvand

Hvad er fordelene ved blødt vand?

Vandet på Frederiksberg har en hårdhedsgrad på 22-30 ºdH – det kommende bløde vand vil få en hårdhedsgrad på 8-12 ºdH. Bortset fra hårdhedsgraden ændrer vandkvaliteten og smagen sig ikke, men blødt vand giver en række fordele:

• Dine og vores installationer og varmtvandsanlæg bliver mere effektive - og får længere levetid.

• Dine rør bliver mindre tilkalkede, og mindre tilkalkede rør giver større vandtryk.

• Når du bruger mindre energi, så betyder det også en mindre CO2-udledning.

• Du bruger mindre tid på at fjerne kalk fra fx brusekabine, bruserhoved, elkedel og toilet.

• Du får blødere tøj efter vask - uden at du behøver at bruge tørretumbler eller skyllemiddel.

• Nogle oplever, at blødt vand er blidere ved hud og hår.

• På renseanlægget skal der fjernes mindre fosfor (fra rengøringsmidler og sæbe) fra spildevandet.

   

Publiceret: 14-04-2020