Nyheder
Døbt og klar: Tunnelboremaskine starter udgravningen til sikring mod oversvømmelser
Mere regn og flere skybrud rammer hovedstaden både nu og i fremtiden. Nu venter næste værn mod fremtidens vandmængder med Valby Skybrudstunnel.
Ved dåbsceremonien på byggepladsen fik den tonstunge tunnelboremaskine sit officielle navn, Randi, efter nordisk mytologi. Herfra indledes den underjordiske rejse tyve meter under jorden på den 2,5 km lange tunnelstrækning i klimasikringens tegn.
Valby Skybrudstunnel er nu klar til at indlede det omfattende borearbejde under jorden på Frederiksberg og i Valby. Tunnelen vil, når den er færdig, kunne rumme ca. 30.000 m3 vand og være med til at reducere oversvømmelser i området markant. Ligesom tunnelen også vil forbedre vandmiljøet i Kalveboderne i Valby, der er registreret som et såkaldt Natura2000-område.
Valby Skybrudstunnel opføres i samarbejde mellem HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Frederiksberg Forsyning samt Københavns og Frederiksberg Kommune.
Værn mod vandmængderne
Valby Skybrudstunnel bliver et vigtigt led mod de stigende vandmængder, der kommer med klimaforandringerne. Tunnelen er én blandt flere løsninger, som etableres af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og kommunerne. Klimasikringsløsninger, der også tæller lokale regnbede, grønne byrum og de underjordiske bassiner og tunneler.
"Tunnelen får en afgørende betydning for området og for byens borgere. Den vil beskytte boliger, bygninger og vigtig infrastruktur mod oversvømmelser, ligesom tunnelen også får en afgørende positiv betydning for det omkringliggende vandmiljø. Det er væsentligt og vigtigt, at vi kan bygge – også de her større løsninger, hvis vi skal have et stærkt fundament mod de stigende vandmængder, hovedstaden rammes af," siger direktør for Byggeri & Anlæg i HOFOR Søren Birch.
Underjordisk skjold
Til dåbsceremonien fik tunnelboremaskinen traditionen tro sit navn efter nordisk mytologi. Navnet Randi symboliserer styrke og skjold. Og styrke skal der til, når de over 800 tunnelrør møjsommeligt skal skubbes på plads én efter én på den lange strækning under jorden.
"Vi er rigtig glade for, at vi nu sender tunnelboremaskinen, Randi, godt på vej dybt under jorden. Der venter et vigtigt arbejde forude, nemlig at bore den tunnel, der skal beskytte Frederiksberg og Valby bedre mod skybrud – som vi allerede oplever, og som forventes at blive kraftigere i fremtiden. Tunnelen og den tilhørende pumpestation skal lede skybrudsvandet væk fra gaderne og videre til renseanlægget," siger adm. direktør i Frederiksberg Forsyning Henrik Bay.
Et besøg ved tunnelboremaskinen Randi, som snart er klar til afgang.
__________
Fakta om Valby Skybrudstunnel
- Valby Skybrudstunnel bliver ca. 2,5 km lang med en indre diameter på ca. 4 meter og skal være med til at sikre store dele af Frederiksberg Vest og Valby mod oversvømmelser
- Valby Skybrudstunnel vil herudover fungere som bassin til opsamling af opblandet regn- og spildevand og være med til at reducere overløb til det omkringliggende vandmiljø
- Tunnelen kan rumme ca. 30.000 m3 vand
- I anlægsperioden etableres fire byggepladser til borearbejde og etablering af skakte
- Hovedentreprenør på projektet er Valby JV bestående af MT Højgaard Danmark og Eiffage Infra-Spezialtiefbau
- Rådgiver på projektet: Niras A/S
- Bygherrer: HOFOR og Frederiksberg Forsyning
- Læs mere om Valby Skybrudstunnel
Publiceret: 05-03-2026
