Nyheder
Frederiksberg Forsyning støtter projekt, der baner vej for lokale LAR-initiativer
Frederiksberg Forsyning støtter et projekt, hvor der eksperimenteres med nye, nemme LAR-løsninger og med et mål om at udbrede LAR til flere almennyttige boligforeninger og andre private – også på Frederiksberg
Frederiksberg Forsyning og Frederiksberg Kommune har længe samarbejdet om at klimatilpasse byen. Det har dog helt fra starten været klart, at der er brug for, at borgerne også tager ansvar for at klimatilpasse. Det kan projektet OpskaLAR, som Frederiksberg Forsyning deltager i, understøtte.
Nogle LAR-løsninger – fx nedsivning i kassetter - kan blive økonomisk, teknisk og administrativt tunge. Men der er også mere enkle løsninger, fx kan man etablere regndiger, der giver mulighed for aktiv fordampning samtidig med, at det kan opsamle og nedsive regn fra tagene. Det er et eksempel på en LAR-løsning, projektet har etableret som pilotprojekt.
”Det er en løsning der ingen eller minimal opgravning kræver. Det betyder, det er en løsning, der tager hensyn til miljøet og samtidig er økonomisk overskuelig – og samtidig er den relativ nem at gå til”, siger LAR-konsulent fra Frederiksberg Forsyning Helle Rye Westphall, der deltager i projektet.
Det er beboerne i den almene boligafdeling AKB Lundtoftegade, der har taget initiativ til dette projekt, som skal løbe i de næste 2,5 år. Projektet bliver et laboratorium, der eksperimenterer med kendte og nye prisvenlige LAR-løsninger. Beboerne i Lundtoftegade får selv en central rolle i udviklingen af LAR-løsninger.
Med projektet er tanken at få udbredt billige, CO2-venlige og naturbaserede LAR-løsninger, som er nemme at gå til. Alt samles i et katalog, der kan deles med andre boligområder til inspiration.
Vores indsats i OpskaLAR flugter med forsyningens og kommunens strategi for regnvandshåndtering, hvis fokus er hvordan en hensigtsmæssig håndtering af regnvand kan være med til at skabe en bedre by. Planen afspejler ønsket om at styrke vandets naturlige kredsløb gennem nedsivning og fordampning samt genanvende og forsinke regnvand lokalt, inden det ledes i kloakken.
- OpskaLAR står for opskalering af LAR i hovedstaden, og LAR står for Lokal Afledning af Regnvand.
- Beboerne i Lundtoftegade kommer til at samarbejde med kunstplatformen Til Vægs, Teknologisk Institut samt Københavns Universitet om løsningerne, der bliver støttet af Realdania
- Ud over Frederiksberg Forsyning bidrager Frederiksberg Kommune, HOFOR, Københavns Kommune, Boligselskabet AKB, København og boligafdelingen Lundtoftegade.
- Projektet kører de næste 2,5 år
- Det har et samlet budget på 12,7 mio. kroner, hvoraf de 4,9 mio. kr. kommer fra Realdania.
Frederiksberg Forsynings Helle Rye Westphall er her sammen med resten af styregruppen på besøg i ”Demonstratoriet” i AKB Lundtoftegade bagved det første regndige, en LAR-løsning, hvor der er brugt genanvendelige naturbaserede materialer i diget.
Publiceret: 13-05-2025