Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Glas vs. grus

Frederiksberg Forsyning har undersøgt, om et glas-restprodukt kunne være et alternativ til at bruge det klassiske rørgrus, når der skal fyldes omkring forsyningens fjernvarmerør. Både isoleringsgraden og de to materialers bæredygtige aspekter, dvs. miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed, er undersøgt grundigt. Projektet viser både fordele og ulemper ved glas-produktet.

Frederiksberg Forsyning har gennemført et flerårigt testprojekt af et glasmateriale for at afdække dets potentiale som alternativ til det klassiske rørgrus som opfyldning.

Materialet består af  glas, som ikke kan genanvendes til andre formål. Foreløbige testresultater fra producenten og Næstved Fjernvarme havde vist reduceret varmetab på mellem 40 og 50 procent. Potentielt var der basis for at kunne reducere omkostninger såvel som miljøbelastning i fjernvarmen markant.

Frederiksberg Forsyning har testet glasmaterialet på et fjernvarmerør på Frederiksberg. I forbindelse med en større ledningsrenovering i 2021-2022 , blev der fyldt op med glasmaterialet på en strækning på 12 meter og fyldt op med rørgrus på en 12 meters strækning. Der blev koblet temperaturmålere på begge rør.

Resultatet af vores test viste, at varmetabet blev reduceret med knap 15 procent ved brug af glasmaterialet frem for rørgrus.

Analysen er baseret på måledata for et år.

Med udgangspunkt i, at Frederiksberg Forsyning arbejder med den tredobbelte bundlinje, blev materialernes miljømæssige, økono­miske og sociale påvirkning undersøgt.

Konklusionen er, at glasmaterialet både er dyrere og har en større miljøbelastning end rørgrus. Hvad angår den sociale påvirkning blev der set på de arbejdsmiljømæssige aspekter. Her fremhæves glasmaterialet som nemt at arbejde med, men samtidig er der en bekymring for, hvorvidt glasset kan have en helbredsmæssig indvirkning på entreprenørerne.

Alt i alt viser testen, at glasproduktet formindsker varmetabet, mens rørgrus i sammenligning er mindre miljøbelastende.

Du kan læse artiklen ”Skal vi pakke fjernvarmerørene ind i glas?”, som er trykt i interesseorganisationen Dansk Fjernvarmes magasin Fjernvarmen. Artiklen indeholder en grundig gennemgang.

   

Publiceret: 08-05-2025