Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Vi lukker kortvarigt for fjernvarmeforsyningen i et afgrænset område mandag 27. februar - mild grad af driftsforstyrrelser kan forekomme

Mandag den 27. februar kan kunder i det nordøstlige Frederiksberg opleve en mild grad af driftsforstyrrelser i fjernvarmeforsyningen i morgentimerne mellem kl. 7 til ca. kl. 9. Det sker, fordi vi skal teste fjernvarmenettet og derfor kortvarigt lukker for forsyningen til området.

Testen skal give os viden om, præcis hvordan fjernvarmeforsyningen påvirkes, hvis Frederiksberg en dag bliver udsat for en kortvarig strømafbrydelse.

Testen skal også styrke vores beredskab ift. en eventuel fremtidig brown-out, altså en kontrolleret strømafbrydelse inden for et afgrænset område. Med brown-outs aflaster man energinettet og opretholder således balancen mellem forbrug og produktion under akut strømmangel.

Det er Energinet, der kan beordre disse brown-outs, og de betragtes som nødforanstaltning i en ekstrem situation.

Energistyrelsens seneste vurdering er, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strømforsyningen i denne fyringssæson, hvis forbrugerne fortsætter med at spare på energien som hidtil, og hvis vejret bliver gennemsnitligt.

Vær opmærksom på, at der vil være varmt vand i fjernvarmeanlægget - altså rør, varmtvandsbeholder og radiatorer - i den ejendom, hvor du bor, selvom der bliver lukket for hovedtilførslen af fjernvarme.

Området, hvor testen udføres, er afgrænset af hhv. Bülowsvej og Gammel Kongevej

   

Publiceret: 24-02-2023