Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

1903: Danmarks første fjernvarmeværk

I 1903 slog Frederiksberg to fluer med ét smæk: Man slap af med byens affald og fik Danmarks første fjernvarmeværk.

Det var blevet sværere og sværere (læs: dyrere) at finde egnede lossepladser, så derfor byggede kommunen en forbrændingsanstalt på Fabrikvej, den nuværende Stæhr Johansens Vej.

Fjernvarmen fra forbrændingsanstalten blev bl.a. ført til Københavns Amtshospital på Nyelandsvej, som senere blev overtaget af Frederiksberg Hospital. Forbrændingsanstalten er i øvrigt tegnet af arkitekt Henrich E. C. Wench, som også har tegnet Københavns Hovedbanegård.

 
Billede af Frederiksberg Forbrændingsanstalt - helt uden naboer, ca. 1910. 
Kedelhallen og skorstenen th. ligger der stadig og bruges til idræt og kulturaktiviteter (Nyelandsvej 75). Her spiller de frederiksbergske skoleelever bl.a. badminton og volleyball.

Efterhånden forsynede forbrændingen også andre offentlige institutioner, men først efter 1966 blev fjernvarmeforsyningen for alvor udnyttet til at opvarme private boliger. I 1971 blev det nuværende hvide varmeværk med den høje skorsten bygget.

Fra 1970'erne voksede fjernvarmeforsyningen kraftigt. I dag har 99% af de frederiksbergske boliger fjernvarme.