search
arrow_drop_down_circle

    Bidrag til 4 af FN’s 17 verdensmål

    FN’s 17 verdensmål er en ambitiøs global vision, der skal understøtte en bæredygtig udvikling for jordens befolkning og natur frem mod 2030. Som forsyningsvirksomhed er det vores samfundsansvar at bidrage til og arbejde for at opfylde verdensmålene, hvoraf særligt 4 af dem er ekstra relevante. Det er vores lokale bidrag til den globale udfordring.


    Rent vand og sanitet

    Adgang til rent drikkevand er en udfordring for mere end 40 % af verdens befolkning. Også i Danmark er det rene drikkevand truet af forurening, og derfor arbejder vi på at reducere brugen af drikkevand til ikke-drikkevandsformål og samtidig sikre, at det vand, vi drikker, er af høj kvalitet – blødt og rent.

    Hvis vi ændrer lidt på vores daglige vaner, kan vi spare ca. 25 % af vores vandforbrug. Sådan sparer du på vandet.

    Rent drikkevand indgår i et kredsløb, som også omfatter det vand, vi hælder i kloakken, de kemikalier vi bruger, og det affald vi smider ud.

    Vi vil forbedre kvaliteten af vores spildevand til gavn for naturen og vores drikkevand ved at informere om, hvordan vi passer på kloakkerne og genererer mere bæredygtigt spildevand. Sådan skåner du kloakkerne.


    Bæredygtig energi

    Bæredygtig energi handler bl.a. om, at vores energiforbrug skal komme fra vedvarende energikilder, men også om, at vi bruger energien fornuftigt.

    Vi bidrager til den globale vedvarende energiproduktion ved at investere i rene energikilder som sol og vind og ved at arbejde mod en renere produktion, som at fjernvarmen og bygassen skal være CO2-neutral i 2025.

    Vi fremmer en grønnere adfærd lokalt ved at støtte renoveringsprojekter, der skaber energibesparelser på opvarmning og køling, og vi sørger for, at den etablerede varme- og køleforsyning vedligeholdes, så det fungerer mest energieffektivt. Sådan sparer du på varmen.


    Bæredygtige byer og lokalsamfund

    At gøre byer bæredygtige betyder at tænke i energirigtige boliger, grøn transport og grønne offentlige rum. Det betyder større deltagelse og inddragelse af dem, der bor i og bruger byen. Målet er at reducere miljøbelastningen pr. indbygger.

    Derfor investerer vi i både vind- og solenergi samt en eldrevet bilpark. Og Smart City-netværket, som er et samarbejde med Frederiksberg Kommune, er et unikt udgangspunkt for at levere bæredygtige løsninger til byen. Vi vil deltage aktivt i byudviklingen og få bæredygtige forsyningsløsninger tænkt ind fra starten.

    Vi vil i dialog om grøn omstilling og bæredygtighed direkte med kunderne og medvirke til en grønnere adfærd. Så hvis du har gode ideer - kontakt os på service@frb-forsyning.dk


    Klimaindsats

    Klimaforandringer har bragt hele verden i krise, og hvis vi ikke handler nu, vil det få uoprettelige konsekvenser.

    Vi arbejder på at styrke modstandsdygtigheden for klimaforandringer som ekstremt vejr og varme-ø-effekt. som går ud på, at byen bliver varmere end omgivelserne grundet tæt bebyggelse, der lagrer varme, og manglende vegetation, der afgiver varme.

    Sammen med Frederiksberg Kommune skaber vi grønne klimatilpasnings-løsninger i byen omkring os. Der er fokus på mindre CO2-udledning og bedre styring af regnvand til kloak og nedsivning til grundvand. Men vi vil også gerne samarbejde med borgerne i byen om at skabe en positiv forandring.

    Vi arbejder særligt med at undervise børn og unge, men støtter også op om lokale borgerinitiativer og projekter. Se hvordan private kan indgå samarbejdsaftaler med os.

Find os her

facebook twitter inster

Hvad synes du om denne side?