Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



I praktik på vandværksbyggeriet

Både for Juliya og Line danner vandværksbyggeriet på Frederiksberg Forsynings matrikel rammen om et praktikforløb med relevante og spændende udfordringer.

 

Juliya og Line er i praktik på vandværksbyggeriet. De er begge under uddannelse og har søgt om at komme i praktik hos Arkil fra konsortiet Arkil Krüger, der udfører byggeriet for Frederiksberg Forsyning.

Juliya læser til bygningsingeniør på Aarhus Universitet og er på 5. semester.

”Som bygningsingeniør er man typisk på banen, inden byggeriet går i gang. Man udfører de beregninger, der er med til at sikre arbejdsgrundlaget for et byggeri. Jeg er i praktik hos Arkil, fordi jeg gerne vil bruge min praktikperiode til at få indsigt i, hvordan beregningerne bliver brugt i praksis”, siger hun.

Line er ved at uddanne sig til byggekoordinator på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg.

”Jeg ville i praktik i en entreprenørvirksomhed, og Arkil var det første firma, jeg ringede til. De erfaringer, jeg får ved at være i praktik på vandværksbyggeriet, er meget relevante i forhold til mit studie og det, jeg kommer til at lave, når jeg er færdig”, siger Line, der er i gang i med fjerde og sidste semester.

Lines opgaver er at have kontakt til de mange underleverandører, der skal levere til projektet, og koordinere deres arbejde. Hun står også for at sikre, at dokumentationen er på plads. Juliyas opgaver er bl.a. at beregne hvor meget armering, der skal bruges et sted og hvor meget maling, der skal bruges et andet sted. Og så har hun haft opgaver med at kvalitetssikre, om fx armeringen ser ud, som den skal, i henhold til tegningerne.

”Det er vildt spændende og lærerigt at være på pladsen. Jeg får en helt konkret oplevelse af, at mit arbejde betyder noget. At alle de beregninger, jeg har lavet de seneste par år på studiet, rent faktisk gør en forskel. Det har givet mig lyst til at læse videre”, siger Juliya. Fra Line lyder det:

”Jeg er enig med Juliya. For mig er de mange koordineringsopgaver på sådan et komplekst projekt det særligt spændende. Der er vildt mange ting, der skal gå op i en højere enhed”.

Begge skal lave en afsluttende opgave som afslutning på deres projektforløb.

Forsyningen stiller krav til samarbejdspartnere om at tage elever

Frederiksberg Forsyning lever op til sit samfundsansvar, bl.a. ved internt at tilbyde elev-, lære- og praktikpladser på alle vores fagområder. Samtidig stiller vi krav til eksterne samarbejdspartnere om, at de gør det samme og forventer, at de tilbyder elever, lærlinge og praktikanter arbejde på vores projekter som led i deres videre uddannelsesforløb.

Der er krav fra uddannelsesinstitutionernes side om, at de virksomheder, der tilbyder praktikpladser, kan tilbyde relevant, lærerigt arbejde, og vi er stolte af at kunne byde ind med gode projekter.

Læs mere om blødt vand

Læs mere om vandværksbyggeriet

   

Publiceret: 27-05-2021