Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Kalvebod Skybrudstunnel tager form i 3D

For at modvirke oversvømmelser efter skybrud er HOFOR og Frederiksberg Forsyning gået i gang med at anlægge Kalvebod Brygge Skybrudstunnel dybt nede under Vesterbro. Den 1,3 kilometer lange tunnel skal løbe fra Skt. Jørgens Sø under Gasværkvej, Kødbyen og banelegemet og munde ud  i en pumpestation ved Kalvebod Brygge. Projektet vil stå endelig færdigt i 2025.Rådgiverholdet har nu designet skybrudstunnelen helt ned i detaljerne med avancerede 3D-modeller – i fagsprog kaldet BIM (Building Information Model). Her samarbejder alle projektets parter om det komplicerede design – og det er der mange fordele ved.

I den kalkholdige undergrund under indre Frederiksberg og Vesterbro skal der i fremtiden ligge en skybrudstunnel, som vil forhindre oversvømmelser ved skybrud. Bygherrerne HOFOR og Frederiksberg Forsyning har sammen med et internationalt rådgiverhold ledet af NIRAS arbejdet på at planlægge Kalvebod Brygge Skybrudstunnel i tre år.

Selvom tunnelboremaskinerne endnu ikke har tygget så meget som en centimeter kalk, lever skybrudstunnelen allerede – et virtuelt liv vel at mærke. Rådgiverholdet har nemlig designet skybrudstunnelen helt ned i detaljerne med avancerede 3D-modeller – i fagsprog kaldet BIM (Building Information Model).

Kom med ned i tunnellen

Et effektivt værktøj til samarbejde
At designe og bygge en knap 1.3 kilometer lang skybrudstunnel under det indre København er et meget kompliceret projekt. Kalvebod Brygge Skybrudstunnel skal løbe under bygninger og veje, gennem forurenet jord, under kloakker og el-ledninger samt krydse Metro Cityringen på sin vej imod havnen. Der skal bygges to permanente tunnelskakte samt en stor skybrudspumpestation – og alt skal i sagens natur fungere perfekt, den dag skybruddet rammer.

Derfor er selve designfasen i BIM utrolig vigtig. Fordi det er her, grundig planlægning skal sikre, at fejl og udfordringer bliver håndteret, inden gravemaskiner og tunnelboremaskiner går i gang. Hele projektholdet med rådgivere, internationale underrådgivere og bygherrerne arbejder på en cloudbaseret BIM-platform. Den er et effektivt værktøj til at sikre et optimalt samarbejde mellem de mange fagdiscipliner, som er i spil på tunnelprojektet.     

Fordelene ved BIM-platformen er mange. Fejl bliver markeret, og de forskellige fageksperter får besked om, at der er noget, de skal forholde sig til. Herfra kan de så samarbejde om at håndtere fejlen direkte i det cloudbaserede miljø. Det betyder, at projektholdet opnår en centraliseret kommunikation på platformen og undgår, at et hav af e-mails cirkulerer rundt, mens fejlene bliver håndteret.   

I foråret 2021 bliver der valgt en entreprenør til projektet, og først her begynder en anlægsfase, som forventes at vare indtil 2025. 

Faktaboks: Tidslinje for projektet
2017: Rådgiverholdet med NIRAS i spidsen bliver valgt
2018-2020: Projektering af tunnelen
2020-2021: Entreprenører vælges, og anlægsfasen begynder
2025: Kalvebod Brygge Skybrudstunnel forventes færdig
Faktaboks: Projektets parter
Bygherrer: HOFOR og Frederiksberg Kloak A/S
Rådgiver: NIRAS
Underrådgivere: GEO, BabEng (Tyskland) og Jacobs (England)

Se mere om projekt Kalvebod Brygge Skybrudstunnel

   

Publiceret: 18-12-2020