Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Prisen på bygas og fjernvarme på Frederiksberg stiger fra 1. januar 2023

Europa oplever i øjeblikket en energikrise, der påvirker priserne på gas og andre brændsler. I år har vi kunnet holde priserne i ro - trods stærkt stigende indkøbspriser på materialer, brændsler og el -  men fra årsskiftet kommer denne energikrise også til at kunne mærkes hos vores kunder. Frederiksberg Forsyning bliver nødt til at hæve prisen på bygas og fjernvarme fra 1. januar 2023.

Fjernvarmeprisen

Den vægtede årspris pr. MWh på fjernvarme stiger fra 520,20 kr. inkl. moms til 694,99 kr. inkl. moms. Stigningen på 174,79 kr. pr MWh svarer til en stigning på 33,6 % i forhold til sidste år.

Fjernvarmeprisen pr. MWh varierer fra måned til måned, og den vægtede årspris er beregnet ud fra alle kunders forbrug. Prisen er altså vejledende og kan afvige fra den månedspris, du kommer til at betale som kunde.

Belastningsbetalingen stiger fra 23,13 kr. pr. m2 inkl. moms til 30 kr. pr. m2 inkl. moms.

Hvad betyder det for dig som fjernvarmekunde?

Hvor meget du kommer til at betale, afhænger af dit personlige forbrug, men her er et par vejledende eksempler:

  • For en familie på to personer i en 75 m2 lejlighed vil varmeregningen på årsbasis stige fra 9.537 kr. inkl. moms til 12.675 kr. inkl. moms - i alt en stigning på 3.137 kr. inkl. moms.
  • For en familie på 4 personer i en 130 m2 stor villa vil varmeregningen på årsbasis stige fra 12.422 kr. inkl. moms til 16.479 kr. inkl. moms - i alt en stigning på 4.057 kr. inkl. moms.
Vi kan spare på varmen sammen

Det giver god mening at spare på fjernvarmen ud fra princippet om, at den billigste og mest miljøvenlige energi er den, vi ikke bruger. Se vores spareråd.

Indefrysning af fjernvarmebetaling ikke mulig

Regeringen har med vinterhjælpepakken åbnet op for, at nogle varme- og gaskunder kan indefryse dele af deres energiregning.

For fjernvarmekunder gælder det, at fjernvarmeprisen på Frederiksberg fortsat er billig sammenlignet med prisen i andre dele af landet. Regeringen har derfor valgt at kunderne på Frederiksberg ikke er omfattet af ordningen - ligesom det er tilfældet for kunder i andre områder i Danmark med relativt billige priser.

Bygasprisen

I 2023 stiger prisen på bygas for kunder med et forbrug mellem 0 og 372 m3 fra 9,76 kr. til 23,35 kr. pr. m3 inkl. moms og afgifter.

Alle bygaskunder betaler desuden et abonnement, hvor prisen er afhængig af størrelsen på måleren. Abonnementsprisen pr. år for målertyper op til 15 m3 stiger fra 1.215 kr. inkl. moms til 1.407,50 kr. inkl. moms. Abonnementspriserne for større målere stiger tilsvarende.

Hvad betyder det for dig som bygaskunde?

Hvor meget du kommer til at betale, afhænger af dit personlige forbrug, men her er et par vejledende eksempler:

  • En typisk husstand med et gaskomfur, som har et forbrug på 20 m3 skal betale 1.874 kr. inkl. moms og afgifter for abonnement og forbrug i 2023 mod 1.410 kr. i 2022. Det er en prisstigning på 464 kr.
  • En erhvervskunde med et forbrug på 3.500 m3 skal betale 68.628 kr. inkl. moms og afgifter for abonnement og forbrug i 2023 mod 30.413 kr. i 2022. Det er en prisstigning på 38.215 kr.

Erhvervskunder med et forbrug over 372 m3 vil i den kommende uge modtage et brev med uddybende prisinformation.

Det er ikke muligt at udskyde betaling af bygasregningen

For bygaskunder gælder det, at de ikke er omfattet af det lovforslag, som implementerer den politiske aftale. Derfor er bygaskunderne ikke omfattet af regeringens vinterhjælpepakke.

100 % CO2-neutral bygas i 2025 

I dag indeholder bygassen mere end 60 % CO2-neutral biogas, som er produceret af spildevand fra hovedstadsområdet. I 2025 er det planen, at bygassen vil bestå af 100 % biogas og derfor være 100 % CO2-neutral.

Frederiksberg Forsyning skal ikke tjene på at levere bygas- og fjernvarmeforsyning. De forhøjede 2023-priser skyldes først og fremmest øgede udgifter, fordi købsprisen på energi er steget.

Frederiksberg Forsynings hjemmeside opdateres med de nye priser pr. 1. januar 2023.

Prisoversigt 2023 

Fjernvarmepriser pr. MWh inkl. moms

  • Januar: 791,14 kr
  • Februar: 791,95 kr.
  • Marts: 729,54 kr.
  • April: 671,35 kr.
  • Maj: 623,20 kr.
  • Juni: 571,28 kr.
  • Juli: 409,31 kr.
  • August: 399,33 kr.
  • September: 522,50 kr.
  • Oktober: 596,79 kr.
  • November: 654,08 kr.
  • December: 734,13 kr.

Vægtet gennemsnitspris: 694,99 kr.

Belastningsbetaling: 30 kr.

Se 2022-priserne på fjernvarme

Bygaspriser inkl. moms

Forbrug pr. m3

  • 0-372 m3: 23,35 kr.
  • 373-3.023 m3: 18,62 kr.
  • 3.024-9.023 m3: 17,44 kr.
  • Forbrug over 9.024 m3: 17,13 kr.

I priserne indgår følgende afgifter ekskl. moms

  • Gasafgift: 1,2410 kr./m3
  • CO2-afgift: 0,201 kr./m3
  • NOx-afgift: 0,0044 kr./m3

Abonnementsbetaling pr. kvartal

  • Måler under 15 m3: 351,88 kr.
  • Måler 15-20 m3: 565 kr.
  • Måler 25-50 m3: 708,13 kr.
  • Måler 60-100 m3: 915,65 kr.

Se 2022-priserne på bygas

   

Publiceret: 30-09-2022